Det store overblik

Første skoledag i april for snart seks år siden. Se også resten af vores første halve måned: https://duelundskolen.wordpress.com/2010/04/

Første skoledag

Første skoledag er gået rigtig, rigtig godt. Erik var enormt ivrig efter at komme i gang – han mindede mig om, at uret i soveværelset er to minutter bagefter  :-)   og han rendte ud på altanen for at ryste dugen, hvorefter han lagde den på igen, da jeg sagde, at det var vi nødt til at gøre først. Vi startede med en kort samtale om, hvordan skoleugen skal forløbe.

Så havde vi dansk. Jeg tog de to første ark fra VAKS-materialet. Det første ark havde hele alfabetet i rækkefølge, det næste ark havde alfabetet i tilfældig rækkefølge. På det første ark repeterede vi bogstaverne, og han kunne lagt de fleste. Så satte vi cirkler om vokalerne, og Erik satte streger under de bogstaver, han havde svært ved. Lille b, d, p og q har han svært ved – det er jo også det samme tegn roteret. Lille v og f forveksler han sjovt nok også, og de ligner jo slet ikke hinanden. Lille g identificeres heller ikke sikkert. På det andet ark repeterede vi så igen, og nu kunne han faktisk alle undtagen q. Jeg vil bruge ark nummer to igen i morgen til repetition, men det varer ikke længe, før han kan huske dem ud fra placering snarere end udseende, så jeg vil lave et alfabet på løse papbrikker eller lignende.

Derefter læste vi Søren og Mette. Jeg læste en historie på tre sider med relativt meget tekst, mens han fulgte teksten med fingeren, og så satte jeg ham til at læse den igennem selv, før han læste den for mig. Da vi nåede til den sidste side, begyndte det at gå ned ad bakke, og heldigvis var timen slut bagefter.

I frikvarteret spiste jeg morgenmad, og Erik fik også en bolle med smør og hamburgerryg. Han fik kakaomælk til, og vi sammenlignede indholdsdeklarationen på den og en karton almindelig skummetmælk. Jeg var lidt overrasket over at han vidste, at kakaomælk er mælk tilsat kakao og sukker. Vi talte også om, at sukkeret i skummetmælken ikke er tilsat, men lavet af koen, og er en særlig slags sukker, der hedder laktose, eller mælkesukker. Så spurgte Erik, om det var rigtigt, at den første mælk koen laver, efter at den har kælvet, er anderledes? Jeg fortalte så lidt om råmælken, og at det gjaldt alle pattedyr, også mennesker.

I matematiktimen var det min mening at gå i gang med talrækken, som han ikke er stiv i, men lige da vi var begyndt, kunne jeg se, at han skrev alle cifrene forkert – enten nedefra og op eller spejlvendt – og jeg tænkte, at hvis vi alligevel skal begynde helt forfra, så kan jeg lige så godt lære ham at skrive cifrene rigtigt. Vi gik derfor i gang med en tavle og mantraet ‘oppefra og ned’ og øvede den korrekte skrivning af cifrene 1, 2, 3, 4, 5 og 6.

Så var han ved at være træt, og jeg besluttede at lave resten af cifrene i morgen. Derefter snakkede vi om, hvad det vil sige at gange, og jeg viste ham multiplikationstabellen og forsøgte at forklare meningen med den. Vi repeterede tallene 10, 20, 30 etc – han kan ikke tallene over 60.

Jeg viste ham også, hvordan man kan lægge sammen på den gammeldags facon ved at stille tallene op ovenover hinanden. Jeg lavede først stykket 12 + 16, og han skrev bare 28 nedenunder (først 2, så 8). Så skrev jeg 29 + 67 fordi jeg antog, at han først havde lagt eettallerne sammen og så totallet og sekstallet, og jeg ville have ham til at forstå, at det ikke ville gå med tal, hvor cifrene på etternes plads gav mere end ni tilsammen, men han betænkte sig bare et øjeblik og skrev 96 nedenunder. Det vil jeg tage op igen i morgen og forsøge at forklare, at hovedregning er fint, men han skal kende den anden metode, fordi det ikke vil fungere med store tal.

Så var der frikvarter igen, og Erik legede det sædvanlige – han hopper rundt og svinger med armene, mens han siger sjove lyde med munden. Der foregår noget i retning af en duel på laservåben inde i hans hoved. Han kom glad og ivrigt løbende, da jeg sagde, at frikvarteret var forbi.

Den sidste time var religion. Jeg læste først kapitlet om skabelsen og syndefaldet i min børnebibel af Ester Salminen. Så snakkede vi lidt om meningen: Uskylden i Paradis, at kristne mener, at mennesket på grund af Evas synd er ‘faldet’, og at denne synd kaldes ‘arvesynden’, samt at den synd senere blev ‘sonet’ af Jesus, så dem, der er døbt, kan komme tilbage til Paradis. Så læste jeg samme beretning i Bibelen. Først fortalte jeg Erik, at Bibel betyder ‘bøger’, at det gamle testamente er det jødiske folks skabelsesberetning og historie, mens det ny testamente er flere forskellige beretninger (evangelierne) fra fire mænd, som skriver om en vis jødisk reformator, der sagde, at han var guds søn, og var kommet med nogle supplerende beskeder fra sin far. Jeg forsøgte at forklare, at Jesus bare var jøde og ville reformere jødedommen, men endte med at forårsage en ny religion, kristendommen. Så gik jeg tilbage til første mosebog og læste de tre første kapitler, svarende til skabelsesberetningen og syndefaldet. Den tekst var lidt tungere, og der var også mere med end i børnebibelen, bl.a. havde Ester Salminen skøjtet hen over hviledagen, Evas underordnede status og karakteren af straffen for syndefaldet: hårde børnefødsler til kvinden og hårdt arbejde til manden. Jeg fortalte også om, at fundamentalistiske kristne fortsat mener, at jorden er skabt som beskrevet i skabelsesberetningen, tager hviledagen meget alvorligt, og fortsat betragter kvinden som underordnet manden. Jeg sagde, at de f.eks. ikke tror på, at der har levet dinosaurer, fordi der ikke står noget om dem i bibelen. Erik spurgte så, hvad de så sagde til de fossiler, der er fundet, og jeg fortalte, at de mener, at de er ‘plantet’ af Satan for at snyde os. Jamen, spurgte Erik, hvorfor fjerner Gud dem så ikke bare? Og jeg fortalte ham så, at det er helt okay med Gud, at djævelen findes og forsøger at snyde os. Det kan være, vi snart skal læse Jobs bog.

Det var måske lidt meget på én gang, men hvis han bare kan huske det halve, er det også fint. Men ellers vil jeg sige, at metoden fra i dag var fin nok: Jeg kan læse historierne i børnebibelen, fremhæve pointerne og så læse samme historie i den rigtige bibel, som på den måde vil blive nemmere at følge med i og forstå.

I det sidste kvarter af skoletiden læste jeg første kapitel af Ronja Røverdatter.

For fem år siden – hjemmeundervisningen har været i gang i næsten et år:

24. marts

Engelsk: Ca. 30 minutter med Rosettastone. Jeg bør virkelig tage mig sammen og lave mere mundtlig engelsk med ham, men jeg holder bare så meget af at sidde med min morgenkaffe og samle tankerne i fred og ro.

Matematik: Side 53 og 54 i hæftet. Jeg fatter ikke, hvad det her talmagi skal gøre godt for, men han får da regnet lidt.

Dansk: Søren og Mette og deres kammerater side 19-21, dvs. to og en halv kendt side. Det går rigtig, rigtig godt fremad.

Natur/teknik: Videre til afsnittet om vind. Hold da k… hvor ved den dreng meget. Han vidste ikke, at den fremherskende vindretning i Danmark er vestlig, så det forklarede jeg ham om (vestenvindsbæltet og østenvindsbæltet), kompasretninger, at solsiden er syd på den nordlige halvkugle og nord på den sydlige halvkugle, og så videre til vindmøller, hvor han forklarede mig, hvordan kraftværker og atomkraftværker laver strøm. Han kender ord som fossile brændstoffer (og ved hvad det er), atombrændsel, kædereaktion, turbine. Han vidste til gengæld ikke, hvorfor varm luft er lettere end kold, så det fortalte jeg ham, og jeg er ret sikker på, at han forstod det. Videre til luftstrømninger forårsaget af temperaturforskelle – omkring en radiator og ude i naturen. Videre til termiske strømme – fugle og svæveflyvere. Jeg forklarede så, hvordan et svævefly kan lette vha. et spil, pga. luftstrømningen omkring vingen, og han afbrød mig for at præcisere: ‘mor, det er ikke termik, det er aerodynamik‘. Right. Fars dreng. Det var selvfølgelig ikke min mening at antyde, at det havde noget med termik at gøre – det var bare fordi han ikke vidste, hvordan et svævefly letter. Hans eksempler og forklaringer er altid totalt a propos, så jeg er slet ikke i tvivl om, at han forstår det stof her. Han kendte også termodynamikkens 1. lov (om energiens konstans) som en selvfølgelighed. Jeg fik ikke gjort nok ud af varmefylde og massefylde – det forsøger jeg at huske i morgen, og at introducere de to begreber.

For fire år siden – her havde Erik gået i et specialtilbud på Højmeskolen i 1/2 år:

Håb og bæven

Det går sådan lidt blandet med Eriks skolegang. Læsefagligt synes vi det går fremad – han har mod på at læse og kan læse på et meget bedre niveau end før, men han har ikke helt taget IT-hjælpemidlerne til sig.

Det var en stor, god overraskelse for os, at skolen selvstændigt fik den idé at tilbyde Erik et år mere i netop det tilbud han er i nu. Vi havde slet ikke forestillet os, at det kunne lade sig gøre, men skoleinspektøren, som jeg ellers ikke har haft det bedst tænkelige indtryk af, har åbenbart Erik til gymnastik, og det var hans idé, så jeg skylder manden en stor undskyldning. Han er åbenbart kompetent på lige netop det område der tæller. Dér kan man bare se. Om det bevilges er ikke afgjort endnu, men vi krydser fingre og håber, for Erik vil være helt fortabt i en normal klasse.

Det er ellers ikke fordi Erik har taget sine klassekammerater til sig. Han nægter lodret at spise frokost sammen med dem, og da vi begyndte at presse på, kom det frem at de – ud over at ‘råbe og skrige og skabe sig som åndssvage lige så snart læreren er gået’ – kalder ham ‘bøsse’. Suk. Er de ikke for små til at forholde sig til hinandens seksualitet? Nå, men Erik kender jo vores holdning til homoseksualitet, så han synes ikke, det er specielt fornærmende. Hans problem er mest at de driller ham i det hele taget.

Og i denne uge er det Harry Potter-uge. Hele familien er gået højt op i Harry Potter-universet i årevis, så han kender historien og figurerne forfra og bagfra, men hvis noget som helst kunne ødelægge hans glæde ved Harry Potter så er det naturligvis at skolen tager den op. Han hævder rasende, at han skal være klædt ud hele ugen, og det vil han naturligvis ikke, selvom jeg forsøgte at overbevise ham om at nogle få streger med rød tusch på hænder og arme ville gøre ham til Bill Weasley, der har langt, rødt hår og arbejder med drager. Han skulle ikke nyde noget. Den slags spas ville give de fleste børn lyst til at gå i skole, men Erik, det sure løg, får bare afsmag for Harry Potter.

Til trods for alt det går det faktisk fremad. Han bliver mindre og mindre negativ over for fagene, lærerne og skolen, men vi startede også fra et niveau, der lå noget under hvad man kunne ønske sig. Jeg tror, at han ganske enkelt er dødeligt fornærmet, rasende og ulykkelig over at være ordblind, og det er der ikke noget at sige til. Men nu må han snart se at komme over det. Vi har forsøgt at forklare ham, at hans holdning til og håndtering af problemet er eneafgørende for, hvor godt han kan klare sig i skolesystemet. Jeg tror, vi er ved at trænge igennem.

For tre år siden – Erik gik på andet år på specialtilbuddet:

Videre, videre

Erik har fået et plads på læsesporet på overbygningen på Højmeskolen. Det er et tilbud, hvor normaltbegavede ordblinde børn kan tage 7., 8. og 9. klasse sammen med andre ordblinde. Det er ikke specialundervisning, men der bliver taget forskellige hensyn til at de alle sammen er ordblinde. Undervisningen er tilrettelagt med et højt antal dansktimer og medtænker selvfølgelig at de alle sammen har en IT-rygsæk.

Det er, hvad Erik og vi har ønsket, men … jeg må indrømme, at jeg er skeptisk. Skolen leder var ikke ligefrem ambitiøs på de unges vegne på informationsmødet, og jeg synes helt generelt, der hviler en dung dunst af nederlag over hele ordblindeområdet. Hvor er den akademisk ambitiøse ordblindeefterskole for eksempel? Det er ‘vi har masser af idræt og praktisk fag og prøvefrihed’ over hele linjen. Hvor er den efterskole der siger ‘Masser af timer i kernefagene, nul kreative udfoldelser og et bjerg af lektier til dig, der er ordblind og indstillet på at kompensere for det med hårdt arbejde’? For det er der jo børn og unge, der gør – der findes ordblinde akademikere, som har slidt røven i laser, men det ville være så meget nemmere for dem, hvis de havde fået specialiseret, kompetent hjælp.

Det er helt sikkert vigtigt at knokle på med læsning og skrivning, fordi det er den store svaghed, men alle steder – også på Højmeskolen – ofrer man så de naturvidenskabelige fag for at holde timetallet nede, og jeg er ikke sikker på at det er en god idé. Hvis de ordblinde børn og unge skal have en uddannelse, bliver det jo ikke, uanset hvor meget man gør ud af danskfaget nu, noget med at læse og skrive. De bliver ikke journalister eller dansklærere eller noget inden for humaniora. De vil have bedre chancer på det naturvidenskabelige og tekniske spor, men dér rykker man altså tæppet væk under dem ved at nedprioritere fysik og kemi.

Vi er følgelig gået i gang med at holde hånden under Eriks naturvidenskabelige viden her i og efter påsken. Han skal ikke alene lære stoffet, men også terminologien. De få, der har klaret sig som læger og forskere trods deres ordblindhed, har udviklet snævre læsefærdigheder på lige deres område – de kan for nogles vedkommende stadig ikke læse en avis eller underteksterne på en film, men de kender de ord, de skal læse og bruge fagligt.

For to år siden – Erik gik i klassen for ordblinde på overbygningen på Højmeskolen, og jeg havde skrevet min bog om at hjemmeundervise:

Seneste resultater

Erik er nu ved at afslutte 7. klasse, og han har været til national test i engelsk, hvor han fik resultatet ‘over gennemsnittet’, blandt de 35 % bedste i årgangen, uden brug af IT-hjælpemidler.

Hans seneste læsetest viser, at han læser som gennemsnittet af årgangen.

Det synes jeg er temmelig flot for en dreng, der bogstavelig talt ikke kendte hele alfabetet for præcis fire år siden.

Ifølge hans lærer er han rigtig godt med i matematik og naturfag, men vi synes ikke, hans ordblindeklasse er ambitiøs nok, så vi har i samråd med Erik besluttet at flytte ham til en god privatskole fra næste år. Det var ikke så nemt at få dem til at tage ham – jeg tror, det blev udslagsgivende, at skolen har haft hans dygtige og omgængelige storebror gående. Nu håber jeg virkelig, vi har fundet den rigtige og blivende skole.

Og a propos resultater – det ser ud til, at min bog om, hvordan man kan hjælpe sit ordblinde barn, er lige på trapperne. MV-Nordic, tidligere Mikroværkstedet, har støttet udgivelsen, som jeg håber bliver til hjælp for mange familier.

For knap et år siden, i juni 2015. Erik havde taget 8. klasse på Giersings Realskole:

Duelundskolen kører igen! Yeah!

Erik har været til nogle årsprøver og har fået sine årskarakterer. Det er en meget blandet pose bolcher – der er flere 10 og 12-taller, men også 00 og adskillige 02-karakterer. Det absolut vildeste var, at han fik 12 til en årsprøve i mundtlig dansk for en fortolkning af et digt af Tove Ditlevsen, Skolebørnene. Okay, det er måske en urimelig fordel at have en mor, der er magister i litteraturvidenskab, men all’s fair in love and war, som man siger.

Overordnet er vi godt tilfredse, ikke mindst fordi han går på en fagligt ambitiøs skole, hvor det er ham selv, der er den begrænsende faktor – der bliver hældt på, og hvor meget han så faktisk tilegner sig, afhænger af hans egen kapacitet.

Her i sommer har Duelundskolen så to fokusområder: Mundtlig tysk med Rosettastone og skriftlig dansk udtryksfærdighed ved eders undertegnede. Skriftlig udtryksfærdighed er et område, hvor det halter voldsomt, og det er jo ikke så mærkeligt, hans ordblindhed og tidligere skolegang taget i betragtning. Erik vil desuden repetere matematik, som er et fag, hvor han placerer sig under middel.

Hans 00 faldt i idræt, hvor hans unge og sporty lærer ikke helt kan skjule sin irritation over, at Erik ingenting kan og knap nok deltager. Erik forsøger vist mest at afholde sig fra at løbe i vejen for de andre, men det er alligevel ret problematisk, fordi idræt nu er prøvefag. Og det er mod guderne forgæves. Hverken jeg eller hans far eller hans to søskende har f.eks. nogensinde været i stand til at ramme en bold med et boldtræ. Jeg begriber ikke, hvordan folk bærer sig ad. Det ville mildt sagt have trukket mit snit ned, hvis det havde været prøvefag i min tid (jeg havde et snit på 11,8 efter trettenskalaen ved afgangsprøven), og idræt har givet Eriks store søskende alvorlige ‘hak’ i snittet – hak, som de kunne tåle, men som måske kan blive udslagsgivende for ham, og det er altså bittert. Vi bør gøre noget ved det, jeg ved bare ikke hvad.

Logisk set bør han gå på HTX – hvis han kan komme ind – fordi man dér hverken har tysk eller idræt. Desværre er Eriks force faktisk historie, religion og samfundsfag, og det prioriteres lavt på HTX. Hvorfor skulle min ene fødte humanist være ham den ordblinde? Det er altså ikke praktisk.

Men lad os ikke tage sorgerne på forskud. Det er sommer, og Duelundskolen har slået dørene op igen.

Og nu  – ja, der sker stadig ting og sager: Skolen igangsatte, egentlig nærmest imod vores vilje, en psykologundersøgelse af Erik. Vi så ikke rigtig behovet, men når skolen siger hop, spørger vi bare hvor højt. Undersøgelsen førte videre til børne-unge-psykiatrisk afdeling, hvor Erik blev diagnosticeret som ‘atypisk autist’. Det er, som det er. Der er ingen behandlingsmuligheder, hvilket er en velsignelse, for vi ville under ingen omstændigheder have ham medicineret.

Fordelene er, at han kan opnå en større selvforståelse, og han kan benytte sig af et specialtilbud for autister, der gerne vil tage en gymnasial uddannelse. Det forekommer at være det helt rigtige for ham, han har været derude i brobygning og kunne godt lide de andre. I samråd med skolen besluttede han at søge ind i år snarere end at tage 10. klasse på Giersings, hvilket ellers var planen. Skolelederen mente, at Erik ville få det socialt svært i den ny 10. klasse, og det er sikkert rigtigt, selvom skolelederen – som det socialt normale menneske han er – nok ikke helt forstår, hvor lidt sociale relationer betyder for Erik.

Erik har været ude på gymnasiet til en samtale, og nu afventer vi svar på, om han er optaget.

Ordblind er han jo stadig, og det skriftlige halter stadig lige meget. Vi tager nu fat med supplerende undervisning i skriftlighed igen.

For fem år siden

Når jeg er ved at fortvivle, læser jeg lidt tilbage på bloggen her. For fem år siden:

Dansk: VAKS Klip lektion nr. 5. Dybt fortvivlende. Han kan simpelthen ikke genkende et ord, han har læst og skrevet 50 gange, når han ser det igen-igen-igen. Det er helt nyt for ham, hvis han så meget som løfter blikket. Og han kan stadig ikke huske, hvordan g ser ud. Han bytter konsekvent om på f og v og b og d. AAARRRRRGGG.

Små skridt

Det har været en frustrerende oplevelse at forsøge at rette op på Eriks færdigheder i skriftligt dansk her i sommer. Han ER virkelig meget bagefter. Han gør sit bedste, men han begår masser af fejl af flere forskellige typer – både i stavning og grammatik, men også i forhold til skriftsprogets konventioner og genreforståelse. Det er ganske enkelt begynderfejl, der typisk rettes på mellemtrinnet, men altså ikke er blevet det for Eriks vedkommende.

Jeg nægter at føle nogen skyld over det, for vi tog fat, hvor han var, og lærte ham at læse. Vi holdt hånden under engelsk, tysk, fysik, kemi, religion, samfundsfag og-hvad-har-vi, som hans skole forsømte. Skrivning kom ikke på dagsordenen.

Nu er det presserende, fordi han formentlig skal opnå en bestemt karakter for at blive optaget på en gymnasial ungdomsuddannelse. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest: Da jeg browsede i en engelsk boghandel i Berlin, faldt jeg over Susan Wise Bauers bog om skriveundervisning. Den var dyr, og meget af det er ikke så brugbart, fordi hun af gode grunde tager udgangspunkt i amerikanske sætninger, men de indledende, forklarende kapitler kan læses gratis her – det skulle jeg lige have vidst.

De er guld værd, fordi de sætter hele problematikken på plads og opklarer mange af de vanskeligheder, jeg ikke helt forstod.

Det korte af det lange: Det at skrive er faktisk tre separate processer. Barnet skal tænke, formulere og nedfælde, og de tre ting har meget lidt med hinanden at gøre. De er svære hver for sig, og skal derfor trænes hver for sig. Det med at tænke (at bearbejde, vurdere og danne sin egen mening om et stof) springer man helt over i første omgang. Selve det at skrive er to separate processer: Barnet skal formulere hele, korrekte, skriftsproglige sætninger og derefter fastholde dem i hukommelsen, mens sætningerne nedfældes.

De to ting kan trænes separat (Heureka!). Det med at nedfælde, mens man fastholder sætningen i hukommelsen, er rent mekanisk vanskeligt for små børn, men for Erik består vanskeligheden naturligvis mere i at stave og overholde skriftsprogets konventioner. Dette kan trænes ved diktat, hvilket frigør barnet helt fra at skulle formulere sætningerne.

Formuleringen af korrekte sætninger kan trænes mundtligt, og dermed frigjort fra det at nedfælde. Det er jo genialt tænkt, og det helt rigtige for Erik.

Og så har hun et andet tip, der er godt for Erik, som jo kæmper med at nedfælde i en grad, så han mister overblikket over, hvad han vil sige: Han kan diktere sine færdigt formede sætninger til en båndoptager/diktafon, og derefter tage diktat fra sig selv, hvorved han bliver fri for at skulle fastholde formuleringerne i hukommelsen, mens han slås med at stave.

Jeg skal naturligvis diskutere det med hans lærer. Det kan jo ikke undgås, at min indblanding ændrer hans færdige produkter, men vi trækker på samme hammel. Jeg er sikker på, hun vil billige, at jeg tager specialundervisningsdelen på mig.

For fem år siden

Jeg kom til at sidde og browse her, og af hensyn til den moralske opbyggelighed skal I også høre det:

Vi er kommet sindssygt langt på fem år. For fem år siden var Erik ude af stand til at læse en tekst i ‘Søren og Mette og Jep’. Se engang her.

Det virkede håbløst dengang, og jeg blev jævnligt grebet af mismod. Jeg vidste dog også, at der kun var én vej, uanset hvor langt eller kort vi kunne nå ad den, og det var at undervise drengen.

Han har lige fået et tolvtal til årsprøve i mundtligt dansk, og det er som sagt ikke udelukkende hans egen fortjeneste, men alligevel. I den forgangne uge har vi arbejdet med skriftlig udtryksfærdighed, og Erik fremturer, han er den drivende kraft, selvom det ved gud ikke kan være sjovt at høre på mine dybe sukke over gentagne, fundamentale fejl.

Hans lærere er dybt bekymrede over, om han kan komme op på den fornødne karaktér i både dansk og matematik i forhold til en gymnasial uddannelse, og det er vi sådan set også, men … så kigger jeg på, hvor vi startede, og hvad vi har nået.

Erik fik 12 i årskarakter i mundligt engelsk. For godt fem år siden, da jeg tog fat, kunne han sige ‘me is’ og stort set intet andet. Yes, really. Nu bruger han sine gode mundtlige færdigheder til at diktere tekster på engelsk, men det afspejlede sig desværre ikke i årsprøven, hvor han forsøgte at skrive i stedet for, fordi det ville forstyrre de andre, hvis han dikterede. Det må vi får styr på inden næste gang.

Lad mig give Emily Dickinson det sidste ord:

“Hope” is the thing with feathers –
That perches in the soul –
And sings the tune without the words –
And never stops – at all –
And sweetest – in the Gale – is heard –
And sore must be the storm –
That could abash the little Bird
That kept so many warm –
I’ve heard it in the chillest land –
And on the strangest Sea –
Yet – never – in Extremity,
It asked a crumb – of me.

Duelundskolen kører igen! Yeah!

Erik har været til nogle årsprøver og har fået sine årskarakterer. Det er en meget blandet pose bolcher – der er flere 10 og 12-taller, men også 00 og adskillige 02-karakterer. Det absolut vildeste var, at han fik 12 til en årsprøve i mundtlig dansk for en fortolkning af et digt af Tove Ditlevsen, Skolebørnene. Okay, det er måske en urimelig fordel at have en mor, der er magister i litteraturvidenskab, men all’s fair in love and war, som man siger.

Overordnet er vi godt tilfredse, ikke mindst fordi han går på en fagligt ambitiøs skole, hvor det er ham selv, der er den begrænsende faktor – der bliver hældt på, og hvor meget han så faktisk tilegner sig, afhænger af hans egen kapacitet.

Her i sommer har Duelundskolen så to fokusområder: Mundtlig tysk med Rosettastone og skriftlig dansk udtryksfærdighed ved eders undertegnede. Skriftlig udtryksfærdighed er et område, hvor det halter voldsomt, og det er jo ikke så mærkeligt, hans ordblindhed og tidligere skolegang taget i betragtning. Erik vil desuden repetere matematik, som er et fag, hvor han placerer sig under middel.

Hans 00 faldt i idræt, hvor hans unge og sporty lærer ikke helt kan skjule sin irritation over, at Erik ingenting kan og knap nok deltager. Erik forsøger vist mest at afholde sig fra at løbe i vejen for de andre, men det er alligevel ret problematisk, fordi idræt nu er prøvefag. Og det er mod guderne forgæves. Hverken jeg eller hans far eller hans to søskende har f.eks. nogensinde været i stand til at ramme en bold med et boldtræ. Jeg begriber ikke, hvordan folk bærer sig ad. Det ville mildt sagt have trukket mit snit ned, hvis det havde været prøvefag i min tid (jeg havde et snit på 11,8 efter trettenskalaen ved afgangsprøven), og idræt har givet Eriks store søskende alvorlige ‘hak’ i snittet – hak, som de kunne tåle, men som måske kan blive udslagsgivende for ham, og det er altså bittert. Vi bør gøre noget ved det, jeg ved bare ikke hvad.

Logisk set bør han gå på HTX – hvis han kan komme ind – fordi man dér hverken har tysk eller idræt. Desværre er Eriks force faktisk historie, religion og samfundsfag, og det prioriteres lavt på HTX. Hvorfor skulle min ene fødte humanist være ham den ordblinde? Det er altså ikke praktisk.

Men lad os ikke tage sorgerne på forskud. Det er sommer, og Duelundskolen har slået dørene op igen.

Kort om ordblindhed

Skolen gør to ting i forhold til ordblindhed: Man forsøger at afhjælpe, og man kompenserer.

At afhjælpe vil sige, at man lærer barnet at læse og stave. Det sker ved hjælp af specialundervisning – læsekurser og ’forløb’ af forskellig art.

Derudover kompenserer man så – det vil sige, at man forsøger at gøre det muligt for barnet at deltage i undervisningen, selvom det ikke kan læse og stave. Det sker i høj grad med kompenserende hjælpemidler som IT-rygsækken, men også smartphones, dikteringssoftware (som Dictus) og Ipad med IntoWords.

Alle forældre hjælper deres ordblinde børn. Det sker meget ofte i form af lektiehjælp, hvor man læser tekster op, hjælper med at forstå problemregning, hjælper med at stave og skrive, hjælper med engelsk og tysk m.m. Alt dette er kompenserende.

Det, jeg vil foreslå andre forældre, er, at de bruger en del af de mange timer til at lave gør-det-selv-specialundervisning – læsetræning med effektive afkodningsstrategier.

Kan man det? Ja. Det er absolut ikke raketvidenskab. Jeg lærte selv afkodningsstrategierne ved at lave et VAKS-forløb (Gyldendal) for vores søn. Når forløbet er færdigt, skal barnet ’bare’ støttes i at blive ved med at bruge strategierne, og i det hele taget læsetræne dagligt i ca. tre kvarter med tekster, der bliver sværere, efterhånden som barnet bliver en bedre læser.

Effektive afkodningsstrategier betyder, at barnet kan ’knække’ ethvert ord, det støder på. Man skal lære:

  • At vokalerne har hver især to lyde – hvis ordet ikke giver mening med den ene lyd, må man prøve den anden.
  • At der er én vokal i hver stavelse, og hvordan man deler ordene i stavelser, der hver især kan læses.
  • Hvordan man læser ord med konsonantklynger som strand eller skrift
  • At det er godt at kunne genkende en forstavelse som gen-, for-, be-, an- osv., og læse resten af ordet uden den.

Med disse strategier kan man komme meget, meget langt, og det er jo indlysende, at det er bedst for barnet at lære at læse. Amerikansk forskning viser, at ordblinde børn kan lære at læse lige så præcist og hurtigt som andre børn, hvis indsatsen er den rigtige og bliver ved længe nok.

Ud over strategierne er det godt at øve sig på de mest almindelige ord: http://lytogstav.dk/

Måske kan du som mor eller far få lov at ’sidde med’ hos læsevejlederen et par gange, og se, hvordan han eller hun bærer sig ad?

Forskningen er beskrevet i Sally Shaywitz: Overcoming Dyslexia.