Fritgående børn

Dette er en gammel klumme fra 180 grader, hvor den ikke længere er online. Jeg var – og er – meget inspireret af denne amerikanske kvinde, som har forsøgt at gøre op med sikkerhedshysteriet: http://freerangekids.wordpress.com/

Dengang mor var barn, var der frihed til…

Vi, der er forældre i dag, havde langt mere frihed end det gennemsnitlige barn har nu. Jeg gik selv hjem fra børnehaven. Jeg ordnede småindkøb fra jeg var seks år. Jeg strejfede frit rundt i min mellemstore provinsby og en nærliggende skov alene eller sammen med en veninde hele, lange eftermiddage. Jeg gik på biblioteket. Jeg gik alene hjem fra spejdermøde på mørke vinteraftener. Mine forældre havde ingen mulighed for at kontrollere hvor jeg var, og jeg nød at være på egen boldgade. I sommerferien legede jeg ude i gårde og gader til langt ud på aftenen.

Jeg tror, at mine forældre indimellem var bekymrede. De var bestemt mere beskyttende end så mange andre forældre. Men i dag giver jeg ikke mine egne børn en brøkdel af den frihed, jeg selv havde. Og andre forældre gør det heller ikke. Det ses nærmest som udtryk for afmagt og social lavstatus, hvis folks børn har en cykel og selv skal finde hjem fra spejdermødet eller kan træffes på gade og vej på egen hånd.

I modsætning til andre skift i hvordan familien Danmark lever, skyldes det ikke et langt, sejt træk med store kampagner, ”meningsdannelse” og lovgivning. Det er bare sket – uden nogen form for debat. Jeg tror knap nok forældre har talt indbyrdes eller med andre forældre om at deres børn skulle have væsentligt mindre frihed end de selv havde haft. Og det er ikke fordi min generation ser tilbage på vores barndom med fortrydelse. Hvor blev børns frihed af? Og skal vi ikke i det mindste diskutere, om dette skift er hensigtsmæssigt?

Formodede årsager

Jeg forstår det ikke helt. Der er helt klart frygten for pædofile overgreb, men den havde min generations forældre også – måske mere som idéen om beføling eller blufærdighedskrænkelse end som tanker om bortførelse, voldtægt og drab. Men de følte åbenbart, at en vag advarsel mod at ”tale med fremmede” var en tilstrækkelig håndtering af dét problem.

Jeg tror også at muligheden for at hente og bringe og være hos børnene spiller en rolle. Børn var af nødvendighed mere overladt til sig selv dengang, fordi forældrene arbejdede mere. Mange husholdninger havde ikke bil, og kun de færreste havde to. Der var altså rent praktisk ikke de samme muligheder for at hente og bringe.

Men der er også sket noget andet, noget kulturelt. Måske er børn mere projekt- og ønskebørn idag. Mange får børn senere, i en lidt mindre ubekymret alder. Min generations forældre var jo 10-15 år yngre end forældre er nu! Holdninger og service i samfundet har desuden udviklet sig. Min mand blev f.eks. kørt i skolebus til og med tredje klasse. Derefter forventedes han at cykle til skole selv, sommer og vinter, ad smalle landeveje uden cykelstier – det var ganske normalt.

Jeg har ikke nogen fyldestgørende forklaring, og måske er det heller ikke så interessant. Der er i hvert fald ikke nogen åbenbar, god grund til de ændrede holdninger og vaner, og netop derfor er det relevant at spørge, om vi ikke er gået for vidt.

Frihedens fordele

Fordelene ved en større frihed er indlysende. Fordelen for børnene er, at deres muligheder for oplevelser og udvikling bliver uendeligt meget større. Hvis de lærer at finde rundt på cykel og med bybusserne, eller i det mindste at køre ad vante ruter, kan de jo deltage i fritidsaktiviteter, som deres forældre ikke har tid til at ledsage dem til, og besøge de venner, der bor i andre kvarterer. De kan gå på opdagelse i deres by eller kvarter og se steder og møde mennesker, de ikke ellers ville møde. De kan komme i svømmehallen, i biografen og på biblioteket langt oftere end forældrene har tid til det. De kan have hemmelige huler og udvikle tætte forhold til andre børn – fordi de er overladt til hinandens hjælp og fællesskab. Børnene får en uvurderlig følelse af at have frihed og råderum i deres eget liv. Måske bliver de endda mindre udsatte for overvægt og dårlig kondition.

Fordelene for forældrene er overvejende praktiske. Vi kan komme i gang med vores arbejde en halv time før, hvis vi ikke skal følge børnene i skole. Vi kan komme til at gå glip af snak og oplevelser sammen med vores børn, men hvis vi udnytter den tid, vi ellers ville bruge på transport og ventetid i forbindelse med deres fritidsaktiviteter, til afvikling af f.eks. indkøb og huslige opgaver, er der mere ro og tid til at sidde ned sammen, når familien samles igen.

Men sikkerheden?

Sikkerhed findes desværre ikke. Men omvendt er der heller ikke noget rimeligt grundlag for den frygt, der får os til at indskrænke vores børns frihed.

Bevares – børn dør da. Af de børn, der dør mellem 1 og 19 år, dør de 25% af kræft, og de 25% af ulykker. Kræft blandt børn kan vi gøre meget lidt for at forebygge – tjekke huset for radon, måske – og de tiltag begrænser ikke deres frihed. Ulykkerne kan vi forebygge ved at køre ordentligt i vores bil, spænde deres sikkerhedssele, lære dem at færdes sikkert i trafikken og i deres miljø i øvrigt, samt give dem en cykelhjelm – igen ikke ting, der begrænser deres frihed, men øger deres selvstændighed og tryghed.

Det, vi virkelig frygter, er ofte en ny Engla-sag med vores barn i hovedrollen. Nu er det ikke for at være kynisk overfor det stakkels barn og hendes forældre, men den fare er ikke realistisk. Kun 2 % af de få børn og unge, der dør før de fylder 20, bliver ofre for drab. Og i langt, langt de fleste tilfælde bliver de slået ihjel af deres forældre, ikke af en fremmed. Den fare er helt ude af proportioner med de indskrænkninger i børns frihed, den forårsager.

Vi handler desuden i blinde, når vi forsøger at beskytte dem mod netop den fare. Engla ringede hjem til sin mor og bad om lov til at cykle en kort tur hjem alene, midt på dagen. Et fuldstændig naturligt ønske om mere selvstændighed. Og hendes mor sagde det eneste rigtige: ja, det må du gerne. Det burde ikke have været farligt. Det havde været urimeligt at sige nej. Hvilket bare beviser, at der ingen rimelighed er til.

Mia Teglgaard Sprotte gik på en sti i et boligkvarter kl. 21 en sommeraften. Susan Rasch Ipsen var ude at sælge lodsedler først på aftenen. Pigerne i Soham gik af sted, to sammen, ved 18-tiden en solbeskinnet sommeraften, og blev myrdet af en mand, der var ansat på deres skole. Hvis vi virkelig skal beskytte vores børn, så skal de altså aldrig være på egen hånd. Enten skal de sidde hjemme i sofaen fra morgen til aften, eller også skal de eskorteres alle steder hen, altid. Og det er jo åbenlyst urimeligt i lyset af, at der i Danmark højst dør eet barn på den måde om året. Lad mig sige det klart: hvis du ikke slår dit barn ihjel, er der sandsynligvis ingen, der gør det.

Der er ikke andet at gøre end at forebygge de reelle farer, vi kan forebygge, og så håbe på heldet. Trafikken er som nævnt den største fare, der lader sig påvirke af fornuftig opførsel og god oplæring. Vi kan også lære børnene, hvordan de skal handle i uventede situationer, når de er på egen hånd blandt fremmede mennesker. I den forbindelse kan jeg anbefale en bog af en amerikansk sikkerhedsekspert, Gavin de Becker: Protecting the Gift – Keeping Children and Teenagers Safe (and Parents Sane). Den er fuld af gode råd, men skrevet ud fra amerikanske forhold, som jo i nogen grad adskiller sig fra danske. Han siger bl.a., at det ikke er smart at lære børn, at de, hvis de har et problem, skal henvende sig til en politimand. De findes jo ikke på gade og vej. Man skal lære sit barn at henvende sig til en hvilken som helst voksen kvinde. Chancen for at hun bare trækker på skuldrene og lader barnet sejle sin egen sø, er ekstremt lille. Det næstbedste alternativ for barnet er at vælge en mand, som ser tillidsvækkende ud. Hvad er chancen for at de i mængden udser sig én, der opportunistisk vil benytte lejligheden til at begå en forbrydelse? Den er ikke ret stor. Man skal derimod lære dem at være på vagt overfor voksne, der henvender sig til dem – fordi de har en dagsorden, som kan være enten positiv eller negativ.

Mobiltelefon

Mobiltelefonen er en fantastisk hjælp i forhold til at give børn en fri barndom – hvilket jo er mit mål. Med den kan de ringe til os og få råd og hjælp i uforudsete situationer. Så længe alting går glat er den ingen skade til, men når bussen er kørt, eller cykelnøglen er væk, eller man er faret vild, er det en tryghed for barnet at kunne få fat i mor eller far. Det kunne vi andre ikke, og det kunne jeg godt af og til savne. Det er også trygt for forældrene at kunne tænke: hvis han har et problem, kan han jo bare ringe. Intet nyt er sandsynligvis godt nyt.

Barnet kan også bruge mobilen til at ”huske hvad klokken er” – hvis de f.eks. skal være hjemme til spisetid kl. 18,30, kan de indstille den til at ringe kl. 18. Med tiden vil GPS-mobiler formentlig også blive en god hjælp.

Så mobilen er ubetinget et gode, især for barnet, og i anden række for forældrene. Det gælder bare om at styre sig med sms’erne “hvor er du?”, “hvad laver du?” og “hvornår kommer du hjem?”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s