Heureka!

Karina fra Ordzonen (se link i højre spalte) har varmt anbefalet denne bog ang. ordblindhed:

Her et kort uddrag:

http://www.societyforqualityeducation.org/newsletter/archives/overcoming.pdf

Hos Amazon kan man læse begyndelsen:

http://www.amazon.com/Overcoming-Dyslexia-Complete-Science-Based-Problems/dp/0679781595/ref=bxgy_cc_b_img_a

Jeg kan kun sige, at bogen er en åbenbaring. Alle børnehavepædagoger, talepædagoger, lærere, specialundervisningslærere og forældre burde være bekendt med den viden, den indeholder.

Det viser sig, at man meget klart kan skelne mellem hjernen hos den normale læser og den ordblinde vha. fMRI. Funktionel MRI afbilleder blodtilstrømningen til bestemte dele af hjernen og afslører på den måde, hvilke dele af hjernen man anvender til at løse bestemte opgaver. Det er en genial opfindelse for folk, der forsker i hjernens funktion, og teknikken har altså vist, at hvor den almindelige læser bruger et område forrest i venstre hjernehalvdel en lille smule og to områder bagest i venstre hjernehalvdel meget, tager den ordblinde det samme område forrest i venstre hjernehalvdel meget mere i brug og supplerer med to områder i højre hjernehalvdel, mens de to områder bagest i venstre hjernehalvdel, der står for den automatiserede læsning, forbliver inaktive. Dette mønster varierer ikke fra den ene ordblinde til den næste – det er simpelthen det samme. Og forskningen har vist, at man ved nøje tilrettelagt specialundervisning kan lære børn at tage den ‘rigtige’ del af hjernen i brug til opgaven, så de kan blive ‘normale’ læsere, i den forstand at læsningen bliver automatiseret som hos alle andre, hvor de ellers, ved at bruge de ‘forkerte’ områder, kan kæmpe sig frem gennem en tekst, men kun langsomt og besværligt.

Og det er temmelig vigtigt, at denne specialiserede undervisning begynder tidligt. Hvordan kan det så være, at praktisk taget ingen børn i Danmark diagnosticeres, før de er 10-12 år? Forskere kan med stor sikkerhed udpege de kommende ordblinde børn, når de er fem år gamle. Og på det tidspunkt kan problemet afhjælpes effektivt. Hvor dumt er det lige?

Vi burde have vidst det her om Erik i mange år og haft en god chance for at afhjælpe det. Hans far er lettere ordblind og det er en stor risikofaktor. Når én af forældrene er ordblind, har det enkelte barn en risiko på mellem 25 og 50 % for at være det. Eriks taleudvikling var ekstremt forsinket – endnu et meget klart fingerpeg. Hvorfor, oh, hvorfor, vidste talepædagogen ikke, at det gav ham en høj risiko for at udvikle ordblindhed? Og, hvis hun godt vidste det, hvorfor fik vi så ikke et detaljeret program, vi skulle gennemføre med ham?

Ordblindhedens inderste væsen er, som bogen formulerer det, ‘en svaghed i et hav af styrker’. Børnene er ofte intelligente og kreative, de har en stor almenviden, en god hukommelse og et glimrende ordforråd. Men de kan ikke ‘høre’ sprogets mindste bestanddele, fonemerne. Hvordan man nemt og hurtigt kan udpege den kommende dårlige læser som 4- eller 5-årig: Rim siger ham ikke en skid. Han kan ikke høre, hvilke ord der rimer og ikke rimer på hvilke. Børnerim interesserer ham ikke. Fordi den ordblinde ofte har en fremragende hukommelse, kan man ikke nødvendigvis spørge: ‘kender du et ord, der rimer på kat?’, for hvis de én gang har fået at vide, at kat rimer på hat, så husker de det som en information, og svarer måske ‘ja, det gør hat’ – man skal spørge med vrøvleord. Som seksårig og nystartet i skolen har den ordblinde store vanskeligheder med at forbinde det enkelte tegn – bogstavet – til dets lyd. Den ordblinde har ofte også svært ved at lære og senere hente et bestemt ord, især lange ord, frem fra hukommelsen – de ved nøjagtig hvad de vil sige, og hvad ordet betyder, men de kan enten ikke finde det, eller finder et, der lyder lidt i samme retning, især hvis de er under pres. Det forklarer jo, hvorfor psykologen mente, at Eriks sprog, som af alle andre beskrives som særdeles veludviklet, ‘havde en svag begrebsmæssig dækning’. Erik har rent ud sagt bingo på hele pladen. Nu kan psykologen jo have ret i, at han ikke er ordblind, men har ‘generelle indlæringsvanskeligheder’, men hun understregede også, at hun ikke er uddannet eller kvalificeret til at diagnosticere ordblindhed, og er det egentlig okay? At en skolepsykolog, hvis vurdering bliver afgørende for arten af indsatsen i forhold til et barn, ikke kan genkende ordblindhed, når hun ser det, men nødvendigvis må kalde problemerne noget andet?

Der findes en tydelig genetisk disposition, som genforskerne er ved at udrede, men generne virker i et samspil med miljøet. For enæggede tvillinger er det sådan, at hvis den ene er ordblind, er der 65-70 % chance for, at den anden også er det. Ordblindhed er i øvrigt ikke en enten-eller-tilstand – der er et kontinuum af vanskeligheder med at læse, og ca. 20-40% er ordblinde afhængig af, hvor man sætter sit cut-of. Mange af dem lærer at læse ‘på den hårde måde’, ved at udgyde blod, sved og tårer. De slider og kompenserer som bare helvede og bliver til noget. Nogle af dem diagnosticeres først, når deres barn en dag bliver korrekt diagnosticeret, og man spørger ind til familiens historie. Forfatteren John Irving blev for eksempel diagnosticeret, efter at hans søn viste sig at være ordblind.

Også Eriks far burde have været diagnosticeret, så han kunne få de hjælpemidler og den ekstra tid til eksamen, som en ordblind har behov for. Han har fået et godt liv alligevel, men det ærgrer mig på hans vegne. Hans klasselærer, der havde ham gennem hele folkeskolen, mente ikke, da han skulle indstilles til en ungdomsuddannelse, at der var nogen chance for, at han kunne gennemføre sådan en. Hendes anbefaling var, at han gik  ud og fandt sig et ufaglært arbejde. En anden lærer på skolen, der syntes han var lige knap så dum som så, trak på sine forbindelser på den lokale tekniske skole og ‘fik ham ind’ på EFG basisår. For at gøre en lang historie kort tog han så en HTX og gik i gang med en uddannelse til teknikumingeniør  i kemi. Efter en tid dér gik det op for ham, at niveauet i de fag, der blev udbudt på universitetet, tiltalte ham mere end niveauet på teknikum. Han skiftede til kemistudiet, med sidefag i biologi, men han fik slet ikke de karakterer, han burde have haft, til de skriftlige eksamener, fordi han skriver som en brækket arm. Bare ærgerligt. De ringe karakterer til trods var der to forskere, der kom i kontakt med ham, der skrev en ansøgning om at få ham som ph. d.-studerende. Begge ansøgninger blev afslået med begrundelse i hans ringe karakterer – stipendierne deles ud baseret på karaktergennemsnit og intet andet, fordi alt andet rutinemæssigt fører til klager og beskyldninger om nepotisme. Lars var heldig og vedholdende (og jeg havde en fast hånd på hans ryg 🙂 ) og det endte med, at han blev ansat som administrativ medarbejder ved et grundforskningscenter, hvor han trives som en fisk i vandet den dag i dag. Men jeg har stadig, når jeg tænker på hendes indstilling, lyst til at kvæle hans klasselærer i folkeskolen med mine bare hænder. Hun er simpelt hen for inkompetent til at leve.

Reklamer

4 thoughts on “Heureka!

  1. Man slipper faktisk med lige over 9 pund på amazon.co.uk – “lige om lidt” har jeg en undskyldning for at bog-.shoppe! 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s