Endelig torsdag

Vores dage mandag til onsdag føles som et ræs for at nå et rimeligt minimum af indlæring, inden Erik skal hen i skolen. Torsdag er skøn – ingen stress og jag. Jeg kan dog ikke huske, hvornår jeg senest har lavet noget med natur og teknik. Det er en god ting, at han synes at optage den slags som ved osmose.

Engelsk: 50 minutter med Rosettastone.

Matematik: En dobbeltside om ligninger – eller rettere ‘man kan få tre kapper for en ko, seks geder for en ko, 24 fåreskind for en ko’ etc., og så skal der ellers regnes om. Jeg havde udsat dette stof til en dag som i dag, hvor jeg ikke følte mig presset, for jeg troede, det ville blive svært. Der faldt en sten fra mit hjerte, da Erik sagde: ‘Så et fåreskind koster en firetyvendedel af en ko?’ og bare kastede sig ud i det. Han kan ikke tabellerne udenad, og skal derfor regne på divisionerne, men han forstår i hvert fald hele ideen med brøker/andele. Pyha.

Dansk: Jævnfør min lille historie om Erik i går besluttede jeg, at han skal lære et digt udenad. Jeg lærte selv Christian Winthers Flugten til Amerika og H. C. Andersens Konen med æggene udenad, da jeg var barn. Men hvilket digt? Der er måske nogen, der kan huske serien Ally McBeal? På et tidspunkt får de alle sammen en theme song, og da jeg elskede serien og kunne se pointen, valgte jeg mig også en theme song. Jeg valgte Ambrosius Stubs Livet som en sejlads:

Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?
O, tusinde farer i skummende trav!
Man véd kun to havne,
bekendte af navne,
den ene vor vugge, den anden vor grav.

Fra vuggen til graven må krydses omkring
blandt håbets og frygtens de stridige ting:
Snart vippe vi oppe
på bølgernes toppe,
snart nærmes vi grunden i flyvende spring.

Her fristes ustadigheds ebbe og flod,
én vagt er så ond, som en anden er god.
Hver time i glasset,
hver streg på kompasset
forandrer, forhøjer, fornedrer vort mod.

Så hidser en medbør det nedrige sind,
ja puster i hjertet dumdristighed ind.
Vil farten kun føje
vor attrå og øje,
straks blæses vi op af en ønskelig vind.

Så slipper klejnmodighed roret i hast,
når forstavnen dukker for bølgernes kast.
Når vindene suse,
og vandene bruse,
så skrækkes vi straks for en knagende mast.

Dit forsyn, o Fader, det fører os hjem,
det styrer så sikkert, hvor søen er slem.
Vor gisning kan fejle,
hvor vi end vil sejle,
selv stævner vi mere tilbage end frem.

Det er den, Erik skal lære og formentlig have glæde af hele livet. Også en glimrende anledning til at tale om metafor og allegori.

Natur og teknik: Jeg tager fat på at læse Sådan virker kroppen. Det er ikke en skolebog, men den ser god ud.

http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8779052266

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s