Håb og bæven

Det går sådan lidt blandet med Eriks skolegang. Læsefagligt synes vi det går fremad – han har mod på at læse og kan læse på et meget bedre niveau end før, men han har ikke helt taget IT-hjælpemidlerne til sig.

Det var en stor, god overraskelse for os, at skolen selvstændigt fik den idé at tilbyde Erik et år mere i netop det tilbud han er i nu. Vi havde slet ikke forestillet os, at det kunne lade sig gøre, men skoleinspektøren, som jeg ellers ikke har haft det bedst tænkelige indtryk af, har åbenbart Erik til gymnastik, og det var hans idé, så jeg skylder manden en stor undskyldning. Han er åbenbart kompetent på lige netop det område der tæller. Dér kan man bare se. Om det bevilges er ikke afgjort endnu, men vi krydser fingre og håber, for Erik vil være helt fortabt i en normal klasse.

Det er ellers ikke fordi Erik har taget sine klassekammerater til sig. Han nægter lodret at spise frokost sammen med dem, og da vi begyndte at presse på, kom det frem at de – ud over at ‘råbe og skrige og skabe sig som åndssvage lige så snart læreren er gået’ – kalder ham ‘bøsse’. Suk. Er de ikke for små til at forholde sig til hinandens seksualitet? Nå, men Erik kender jo vores holdning til homoseksualitet, så han synes ikke, det er specielt fornærmende. Hans problem er mest at de driller ham i det hele taget.

Og i denne uge er det Harry Potter-uge. Hele familien er gået højt op i Harry Potter-universet i årevis, så han kender historien og figurerne forfra og bagfra, men hvis noget som helst kunne ødelægge hans glæde ved Harry Potter så er det naturligvis at skolen tager den op. Han hævder rasende, at han skal være klædt ud hele ugen, og det vil han naturligvis ikke, selvom jeg forsøgte at overbevise ham om at nogle få streger med rød tusch på hænder og arme ville gøre ham til Bill Weasley, der har langt, rødt hår og arbejder med drager. Han skulle ikke nyde noget. Den slags spas ville give de fleste børn lyst til at gå i skole, men Erik, det sure løg, får bare afsmag for Harry Potter.

Til trods for alt det går det faktisk fremad. Han bliver mindre og mindre negativ over for fagene, lærerne og skolen, men vi startede også fra et niveau, der lå noget under hvad man kunne ønske sig. Jeg tror, at han ganske enkelt er dødeligt fornærmet, rasende og ulykkelig over at være ordblind, og det er der ikke noget at sige til. Men nu må han snart se at komme over det. Vi har forsøgt at forklare ham, at hans holdning til og håndtering af problemet er eneafgørende for, hvor godt han kan klare sig i skolesystemet. Jeg tror, vi er ved at trænge igennem.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s