Frem i skoene

Erik er som sagt begyndt på en god privatskole. Ud over at være en god skole udmærker den sig ved at ligge 50 meter fra vores hjem, så det kunne næsten ikke være mere perfekt.

Vi kendte skolen, fordi Eriks storebror, Niels, har gået der, og jeg tror faktisk ikke, de ville have taget Erik, hvis de ikke havde haft et vist kendskab til familien.

Det har været en både drøj og opløftende begyndelse. Erik fik et væld af bøger udleveret de første dage – for fleres vedkommende helt ny og meget gode bøger. Og så begyndte han ellers at få lektier for i et omfang, han aldrig har prøvet før. Han knoklede fra det øjeblik, han kom hjem fra skole, til han skulle i seng. Han var lige ved at blive stresset. I et enkelt tilfælde måtte vi skrive en besked til en lærer om, at han ikke havde nået det hele, fordi vi havde sendt ham i seng.

Det er en ny klasse – denne skole starter et tredje spor fra 8. klasse – og de andre børn var tilsyneladende lige så overvældede. Men som skolelederen sagde til det første forældremøde: Bare vent, når vi når efterårsferien, har de vænnet sig til det. Jeg tror faktisk, de lagde hårdt ud for at vise de ny elever, at der skulle ny boller på suppen.

Og Erik har vænnet sig til det. Nu er han som regel færdig ved spisetid. Han har en lektiebog og arbejder sig fremad – først lektierne til i morgen, så lektierne til i overmorgen, hvis der er mere tid, og så fremdeles. I weekenden arbejder han, til han har lavet alle de lektier til næste uge, han allerede har kendskab til. I mange uger lykkes det ham at holde fri med god samvittighed hele søndagen.

Jeg er utrolig stolt af ham. I begyndelsen var jeg i tvivl, om vi nu også havde gjort det rigtige, men det ER det rigtige. Den videbegærlige dreng får fyldt på af nogle vidende og engagerede lærere, og det var, hvad både han og vi ønskede. Han forstår, at hvis han kan hænge med her, kan han også tage en gymnasial ungdomsuddannelse.

Jeg har skrevet en tekst til lærerne om Eriks styrker og svagheder for at give dem mulighed for at hjælpe ham bedst muligt, og den har dansklæreren i hvert fald læst og taget til sig. Hun har f.eks. givet ham ordene til diktater på forhånd, så han i modsætning til de andre kunne øve sig. Hun har i det hele taget holdt tæt kontakt og har spurgt til Nota og andre ting, der viser, at hun interesserer sig for, hvordan Erik bedst hjælpes.

Selv er jeg gået i gang med at genlæse Sally Shaywitz’ Overcoming Dyslexia for at finde ud af, hvad min opgave nu skal være i forhold til hans ordblindhed. Det viser sig, at det næste, der skal ske, er, at han skal trænes til større læsehastighed. Det sker ved at man læser en kendt tekst flere gange for at indprente ordbillederne, så flere og flere ord umiddelbart genkendes. Den træning behøver angiveligt ikke at tage mere end 15 minutter per dag.

Ved genlæsningen slår det mig også, og igen, hvor uambitiøs undervisningen af ordblinde børn som oftest er. Når man har lært det ordblinde barn afkodningsteknikkerne, og det lige akkurat kan læse, indstiller man arbejdet og overlader dem til sig selv. Man forsøger ikke at lukke gabet til de jævnaldrende, hvilket faktisk kan lade sig gøre, hvis man knokler på.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s