Lektørudtalelse

Forlæggeren har sendt mig lektørudtalelsen:

Lauridsen, Ulla Lær dit ordblinde barn at læse (2014) – BOG

Anvendelse/målgruppe/niveau: Bogen henvender sig først og fremmest til forældre til børn, der er ordblinde. På forsiden foto af sønnen Erik, som bogen handler om.

Beskrivelse: Ulla Lauridsen har her skrevet en enkel brugsbog. Der er en beretning om, hvorfor de valgte at tage Erik hjem om og undervise ham der, men det vigtigste er helt sikkert den praktiske beskrivelse af processen, materialerne, og metoderne. Sproget er præcist og velformuleret. Selvom bogen er baseret på hjemmeundervisning, er der også ting, der kan bruges af dyslektikere, der ikke hjemmeundervises. Bagerst litteraturliste og linkliste.

Sammenligning: Der er efterhånden en del om hjemmeundervisning, selvom der ikke er meget på dansk. Forfatteren fremhæver selv den engelske The well-trained mind af Susan Wise Bauer.

Samlet konklusion: En solid indføring i hjemmeundervisning for dyslektikere. Jeg ved dog ikke, hvor mange forældre, der vil kunne påtage sig en lignende opgave. Omvendt rummer bogen også tips til forældre, hvis børn fortsat går i folkeskolen, og som sådan når den bredere ud end ved første øjekast.

Reklamer

Frem i skoene

Erik er som sagt begyndt på en god privatskole. Ud over at være en god skole udmærker den sig ved at ligge 50 meter fra vores hjem, så det kunne næsten ikke være mere perfekt.

Vi kendte skolen, fordi Eriks storebror, Niels, har gået der, og jeg tror faktisk ikke, de ville have taget Erik, hvis de ikke havde haft et vist kendskab til familien.

Det har været en både drøj og opløftende begyndelse. Erik fik et væld af bøger udleveret de første dage – for fleres vedkommende helt ny og meget gode bøger. Og så begyndte han ellers at få lektier for i et omfang, han aldrig har prøvet før. Han knoklede fra det øjeblik, han kom hjem fra skole, til han skulle i seng. Han var lige ved at blive stresset. I et enkelt tilfælde måtte vi skrive en besked til en lærer om, at han ikke havde nået det hele, fordi vi havde sendt ham i seng.

Det er en ny klasse – denne skole starter et tredje spor fra 8. klasse – og de andre børn var tilsyneladende lige så overvældede. Men som skolelederen sagde til det første forældremøde: Bare vent, når vi når efterårsferien, har de vænnet sig til det. Jeg tror faktisk, de lagde hårdt ud for at vise de ny elever, at der skulle ny boller på suppen.

Og Erik har vænnet sig til det. Nu er han som regel færdig ved spisetid. Han har en lektiebog og arbejder sig fremad – først lektierne til i morgen, så lektierne til i overmorgen, hvis der er mere tid, og så fremdeles. I weekenden arbejder han, til han har lavet alle de lektier til næste uge, han allerede har kendskab til. I mange uger lykkes det ham at holde fri med god samvittighed hele søndagen.

Jeg er utrolig stolt af ham. I begyndelsen var jeg i tvivl, om vi nu også havde gjort det rigtige, men det ER det rigtige. Den videbegærlige dreng får fyldt på af nogle vidende og engagerede lærere, og det var, hvad både han og vi ønskede. Han forstår, at hvis han kan hænge med her, kan han også tage en gymnasial ungdomsuddannelse.

Jeg har skrevet en tekst til lærerne om Eriks styrker og svagheder for at give dem mulighed for at hjælpe ham bedst muligt, og den har dansklæreren i hvert fald læst og taget til sig. Hun har f.eks. givet ham ordene til diktater på forhånd, så han i modsætning til de andre kunne øve sig. Hun har i det hele taget holdt tæt kontakt og har spurgt til Nota og andre ting, der viser, at hun interesserer sig for, hvordan Erik bedst hjælpes.

Selv er jeg gået i gang med at genlæse Sally Shaywitz’ Overcoming Dyslexia for at finde ud af, hvad min opgave nu skal være i forhold til hans ordblindhed. Det viser sig, at det næste, der skal ske, er, at han skal trænes til større læsehastighed. Det sker ved at man læser en kendt tekst flere gange for at indprente ordbillederne, så flere og flere ord umiddelbart genkendes. Den træning behøver angiveligt ikke at tage mere end 15 minutter per dag.

Ved genlæsningen slår det mig også, og igen, hvor uambitiøs undervisningen af ordblinde børn som oftest er. Når man har lært det ordblinde barn afkodningsteknikkerne, og det lige akkurat kan læse, indstiller man arbejdet og overlader dem til sig selv. Man forsøger ikke at lukke gabet til de jævnaldrende, hvilket faktisk kan lade sig gøre, hvis man knokler på.

På Facebook

Jeg har lige fundet gruppen ‘Ordblinde og undervisning’ på Facebook. Der er masser af forældre, men også forskellige eksperter på både læsevanskeligheder og jura/rettigheder. En god ressource, tænker jeg … 

Jeg vender snarest tilbage med mine første indtryk fra Eriks første tid på privatskole. Det går over stok og sten.

Jeg begriber forresten ikke, at jeg kun kan finde min bog et eneste sted, nemlig hos William Dam. Når den er registreret hos Publizon, burde alle netboghandlerne have den. Prisen er også for høj – den er sat til vejledende 149,-  Men lige meget … Hele pointen er at få den ud på bibliotekerne, så folk, der står i samme situation, som jeg gjorde for fire år siden, har noget at gribe fat i.

http://www.williamdam.dk/krop-og-sind/paedagogik-boern-og-foraeldre/laer-dit-ordblinde-barn-at-laese_1646469_da.html

Den ny e-bog

Jeg har lavet en ny udgave af ebogen, så den ord for ord svarer til den paperback, der lige om lidt udkommer hos forlaget Ravnerock.

http://www.saxo.com/dk/laer-dit-ordblinde-barn-at-laese_epub_9788740433142

Jeg har fuldstændig mistet overblikket over, hvor meget den er skrevet om, men jeg tror ikke, der er væsentligt nyt for folk, der har den gamle. På den anden side: Hvis nogen derude har den gamle udgave og gerne vil have den ny, kan I kontakte mig direkte, så sender jeg den bare.

Den gamle udgave er stadig til salg flere steder – det forsøger jeg at få fixet.

Og hvis nogen har forslag til markedsføring, vil jeg gerne høre om det: Steder, den kan blive anmeldt, f.eks., og steder, jeg kan reklamere.

 

Det samme som jeg sagde før

I min bog har jeg citeret Twyla Tharp for at sige, at ‘skæbnen er ofte beslutsomme forældre’. Det slog mig, fordi det er så sandt for os. Det er også sandt for denne charmerende superstudent, der er kommet ind på den Danmarks sværest tilgængelige uddannelse, og som gik i specialklasse, indtil hun skulle i 5. klasse:

Julie havde det svært. Epilepsi og specialklasse. Fra femte kom hun i en almindelig klasse med almindelige krav og almindelige lektier. Moderen var coach og kontrollant. Hun hjalp hende med at komme op på niveau med de andre. Den mindste fejl blev rettet. Opgaverne var perfekte. Julie lærte at gøre tingene pænt og ordentligt og korrekt.

http://www.bt.dk/danmark/gik-i-specialklasse-som-barn-nu-er-julie-kommet-ind-paa-det-svaerest-opnaaelige-st

Julie fik 8 i 8. klasse og 10 i 9. I gymnasiet begyndte hun at få 12-taller, og så lugtede hun selvfølgelig blod 🙂

Jeg kan kun sige hjerteligt tillykke. Hun skal nok klare sig bedre end de søndagsbørn, der har haft vinden i ryggen altid.

Vi har mødt nogle dygtige og dybt engagerede lærere på Højmeskolen, men i folkeskolen som helhed er der, desværre, langt mellem snapsene. Forældre er altafgørende, og vé dem, der ikke har dem. Så jeg kan kun sige, igen: Sæt i værk!  Med kærlighed og tålmodighed og håb og optimisme  🙂

Videre, videre

Erik har knoklet hele sommerferien fra morgen til aften. Vi prøver at forklare ham, at han også skal slappe af ind imellem, men han er ikke til at styre på en halv tønde land. Han glæder sig til sin ny skole, og jeg synes, det er fantastisk, hvad der er sket, når man sammenligner med den fuldstændig knækkede, vrangvillige og håbløse dreng, vi havde for godt fire år siden. Han strutter af selvtillid, arbejdsglæde og overskud. Budskabet er, at det nytter noget at gøre noget. Så sæt i værk, derude  🙂

DSC_0381

Papirudgaven af min bog er lige på trapperne, og når jeg får tid, vil jeg opdatere ebogsudgaven, så teksten er den samme som i den ny papirudgave.

Jeg vil selvfølgelig fortsat skrive her, hvordan det går med Erik som ordblind i en helt almindelig, men ambitiøs privatskole.